Hele ideen med skat er, at vi betaler til fælleskassen, så staten sørger for at få skabt velfærd for os alle sammen. Derfor betaler vi vores skat med glæde, og vi kan bevæge os rundt i hvilken som helst flække i Danmark uden at frygt for at blive slået ned af sultens slavehær, der skal bruge penge til at overleve.
Men hvis man oplever, at vejene bliver hullede, skolerne og sygehusene bliver lukkede, børnehaverne bliver slået sammen, og rutebilerne ikke kører, så melder spørgsmålet sig: Hvorfor betaler jeg i grunden skat?
Deleøkonomi er eksploderende i verden lige nu, og har en større vækst end Facebook, Twitter og Google tilsammen.
I Danmark er vi slet ikke med på bølgen i samme grad, for vi har vores gode, gamle sikkerhedsnet, som gør, at vi ikke behøver at ty til deleøkonomi for at klare til dagen og vejen – eller overleve. Vi har det jo godt.
Deleøkonomien er nøglen til den fjerde industrielle revolution, hvor vi skal lære at dele planetens ressourcer med hinanden via vores digitale platforme. Vi vil også lære at dele vores arbejdskraft og vores ejendele. Det bliver helt sikkert et overvågningssamfund, men til gengæld får vi mulighed for at måle vores hjælp til hinanden på en helt ny måde. Vi kan med nye deleøkonomiske platforme og al den data, der registrerer vores færden se, hvor mange timer vi hjælper spejderne eller miniputterne i fodboldklubben. Platformene kan også måle, hvor meget vi genbruger og digitale armbånd kan give besked til nabolaget om, at fru Andersen er faldet om, så du kan være hos hende til ambulancen kommer om 25 minutter. De deleøkonomiske platforme kan registrere alt og dermed måle og veje den frivillige hjælp. Den hjælp, som vi ellers har vænnet os til at velfærdssamfundet skal tage sig af, men hele tiden synes at miste mere og mere styrke i takt med globaliseringen og den deraf medfølgende konkurrence mellem landene.
Vi har brug for at fællesskabet bliver decentraliseret og ikke kun er statens umulige opgave, og at vi tager ansvar for hinanden og hjælper til. Der, hvor vi er. Med dét, vi kan. Men der er ingen, der vil gøre det gratis i den størrelsesorden, der er brug for. Vi kan gøre med en ny delebevægelse, hvad vore forfædre gjorde med andelsbevægelsen. Vi vil ligesom andelsbevægelsen starte med at gøre det af nød, men det kan vokse sig til et helt nyt fællesskab med deraf følgende eksportérbare virksomheder og idéer. Deleøkonomi er det nye bacon. Vi har gjort det før, og vi kan gøre det igen. Fordi vi gør det af fælles nød og ikke af individualistisk nød.
