I Claus Skyttes bog ”Skal vi dele?” skrev han i 2014 et kapitel om TaskRabbits historie, som du kan læse her. Hvis du ikke gider læse, kan du downloade lydbogen gratis her på Deleportalen.
TaskRabbit har sat lokalt arbejde i system. Så naboer kan hjælpe hinanden og udnytte arbejdsressourcerne bedre.
Jeg har en T-shirt fra TaskRabbit. Da jeg var til South by Southwest i Texas, kørte en plysset bil forklædt som grøn kanin op på siden af mig, og jeg blev tilbudt T-shirten med den frække kanin, der stormer af sted med en kurértaske i favnen. Det var en lækker T-shirt. Jeg bar den med stolthed og havde den også med til OuiShare-festival i Paris for at vise, hvor nede jeg var med deleøkonomien. Ung med de unge-økonomi. Men allerede efter første dag i byernes by gemte jeg frustreret T-shirten ned i bunden af min kuffert.
For TaskRabbit har som Mechanical Turk nogle sider, der nok er Fælles Forbrug, men som ikke er helt let at overskue konsekvenserne af på den lange bane. Platforme som TaskRabbit kan både være løsningen på den vestlige Verdens udfordring med fremtidig arbejdsløshed. Men det kan samtidig også være den direkte vej til moderne slaveri. Det er ikke til at sige i øjeblikket. TaskRabbit har i øvrigt ændret deres logo fra den ilende kanin med en taske under poten til en kanin, der sidder på spring. Det forstår jeg godt, hvorfor de har lavet om på. Og det er ikke første gang, de har ændret logo. Til at begynde med var kaninen faktisk en hund. Den kom til, da de to computernørder, Leah Busque og hendes gymnasiekæreste, en aften i februar 2008 besluttede for en gangs skyld ikke at rode med bundkort, RAM og CPU’er, men i stedet at gå ud at spise en middag sammen. For kærlighedens skyld. Det blev aftenen, hvor de udtænkte digital nabohjælp.
Taxaen var bestilt og parret parat til at forlade hjemmet i Boston, da de opdagede, at de havde glemt at fodre deres 50 kilo tunge labrador Cobe. De var også løbet tør for hundefoder. I hast fik de fodret den med, hvad der var i køleskabet, og resten af aftenen tilbragte de over mexicansk mad på en restaurant, hvor de diskuterede problemet med fodringen af Cobe. Hvorfor fandtes der ikke et site, hvor man kunne få naboerne til at hjælpe med at skaffe hundemad, når man stod med det ene ben på vej i en taxa? Parret var sikre på, at der netop på det tidspunkt, hvor de skulle ud, måtte stå en nabo eller genbo i det nærmeste supermarked. Den ukendte person fra nabolaget kunne så let som ingenting have købt en sæk hundefoder med hjem til stakkels, sultne Cobe. Parret ville have været parat til at betale overpris for foderet, så hunden ikke skulle tømme deres køleskab. Men der fandtes ingen sites i Boston eller resten af Verden, hvor man kunne få nabohjælp. Det gav dem ideen til RunMyErrand.com, og Busque gik straks på nettet og købte URL’en, så snart parret vendte hjem fra den mexicanske fiesta.
I dag er det naturligt at tænke, at den idé da ligger lige til højrebenet. Alle-kald til naboerne i lokalområdet via smartphonen. En helt oplagt idé, indtil du lige overvejer, hvornår det nu er, at nørderne tænker: ”Der må da stå en person i et supermarked lige nu”, kombineret med tanken om ”et site for nabohjælp” og deres tredje tanke ”smartphone”. Det var på det tidspunkt kun to måneder siden, at den første iPhone havde set dagens lys. Hvem tænkte på, at man står i supermarkedet og går online ved hjælp af sin iPhone på den tid? Ingen. Det var slet ikke virkeligheden endnu. Men det er helt normalt i dag at være online med hjemmefronten i sit supermarked, så man husker vatrondellerne. Hvis du da ikke bare bestiller det hele online og får det bragt ud. Men dengang var Facebook først lige ved at forlade universitetscomputerne og bevæge sig ud i Verden, og lokationsbaserede programmer var på ingen måde blevet allemandseje. Kombinationen af nabohjælp, smartphones, sociale medier og GPS i én? Det var en fremtidsidé, som kun kunne udtænkes af to computernørder, der var løbet tør for hundemad på vej ud for at spise burritos.
Busque sagde sin stilling som programmør i IBM op og gik i gang med at bygge sitet. Det skulle støtte mennesker i deres lokalområde til at hjælpe hinanden med at få løbet ærinder, slået græs, samlet IKEA-reoler, malet havelåger eller at skaffe frisk foder til brødflove kæledyr. Det gik dog hurtigt op for Busque, at det ikke var nok, at hun lavede sitet, hvor folk kunne bestille et stykke arbejde og fortælle, hvad de var parate til at give for at få opgaven udført. Der var også brug for, at nogen gjorde det. Dem, der skulle løbe ærindet. Der var brug for ’runners’. Ellers ’rabbits’, som Busque døbte dem, da RunMyErrand skiftede navn til TaskRabbit. På det tidspunkt var der kun et sted, hvor Busque kunne spørge om hjælp til hvad som helst. Så hun gik på Craigslist. Her spurgte entreprenøren efter folk i nærheden af Boston, som kunne være interesserede i at løbe ærinder for hendes lille, nye virksomhed. Igen kom finanskrisen ind og hjalp en ny udsprungen idémager. Den nye virkelighed var nøglen til succes for nye virksomheder inden for Fælles Forbrug. Craigslist var stuvende fuld af nyligt fyrede mennesker, der desperat manglede jobs og penge til at betale af på deres dyre boliglån.
TaskRabbit startede med 30 fuldstændig overkvalificerede rabbits, som kunne løbe meget, meget hurtigt for ikke at skulle gå fra hus og hjem. Da det var ganske almindelige, lokale beboere, som ønskede et ærinde løbet gennem RunMyErrand, var de ikke villige til at give mere for tjansen end lige omkring syv dollars. Eller hvad man normalt giver naboens vakse dreng for at få slået græsset, så han har til lidt lommepenge. TaskRabbit fik overkvalificerede arbejdere til at påtage sig lommepengearbejde. Voksne, veluddannede mennesker var villige til at påtage sig alt forefaldende arbejde, og TaskRabbit voksede sig hurtigt stor og ud i andre amerikanske byer. Her var der også var brug for at få en hånd med for næsten ingen penge til gengæld.
Efterhånden som TaskRabbit blev en rigtig virksomhed, skrev de ind i deres mission, at de ville revolutionere måden, hvorpå folk arbejder. Alle mennesker skal inspireres til at blive entreprenører, som skaber deres egne små virksomheder til glæde og gavn. For småpenge. Folk i lokalområdet averterer med deres småjobs. De små entreprenører underbyder hinanden for at få lov til at udføre arbejdet. Til gengæld tilbyder TaskRabbit hverken sikkerhed, regler eller forsikring for deres ansatte. TaskRabbit formidler blot kontakten mellem opgaven og kaninen og tager 15 procent i provision.
I dag tilbyder Busque også virksomheder at skaffe løsarbejdere eller projektansatte på de samme vilkår, som når de lokale hænder og fødder skal underbyde hinanden for at få tjansen med at hente hundemad til rige mennesker, der skal i byen. Bedste tilbud får tjansen. Man skal registrere sig for at få et job hos TaskRabbit. Så får man til gengæld også en grøn T-shirt og en taske under armen. Man får også travlt. Efter et kort baggrundstjek bliver man rabbit, og man kan nu byde ind med sin faglighed. Som at kunne cykle eller slå græs. På den måde hjælper TaskRabbit arbejdsløse med at få noget at lave. De hjælper folk, som i forvejen er underbetalte, til at få mere indtjening. De hjælper hjemmegående husmødre, der keder sig, til at få sig en tjans med lidt rengøring eller syarbejde. Udfordringen for dem, der hyrer en rabbit, er naturligvis, at de ikke kan regne med at få professionel hjælp. Til gengæld koster det meget mindre end faglært arbejde. Men hvad gør det i en Verden, hvor vi sætter mindre og mindre pris på kvalitet? Det skal ikke være godt. Det skal bare være færdigt.
Der findes en betegnelse for den gruppe af mennesker, der, med arbejdskraftens usikkerhed i den globale konkurrence, er villige til at påtage sig midlertidigt og lavt betalt arbejde uden sikkerhed eller arbejdsregler: prækariatet. For libertarianere er det den våde drøm om et samfund uden Dovne Robert’er. Et liberalt samfund, hvor alle giver en hånd med efter bedste evne og anspores til at blive private erhvervsdrivende. Hårdtarbejdende entreprenører, der bygger det kommende imperium op til toppen helt nede fra bunden. Det er den amerikanske drøm. For fagbevægelsen er det derimod en rød klud, der ødelægger hundrede års kamp for arbejdernes rettigheder.
Men ingen tager fejl, og alle har ret. For hvad nu, når der alligevel bliver flere og flere arbejdsløse i takt med automatiseringen af samfundet? Hvad nu, når staten ikke har råd til at sætte den stigende arbejdsløse befolkning på samfundets regning? Hvad nu, når samfundet fattes penge, og den globale konkurrence stiger? Hvad nu, hvis vi alligevel ikke kan undgå at komme til at arbejde mere og længere og hårdere for færre penge? Hvad hvis samfundet har brug for flere, der prøver at klare sig selv? Er TaskRabbit så den smarte løsning eller den direkte vej til at gøre mennesker til kaniner med tasker under armen, der pisker af sted fra side til side i skæret fra globaliseringens forlygter?
Der er ingen tvivl om, at nabohjælp vil gøre hverdagen meget lettere for lokalsamfundet. Vi ser allerede leveringstjenester, der bringer mindelser tilbage fra dengang, mælkemanden klirrede forbi, og posten bankede på døren og afleverede breve fra Amerika. Samfundet har ikke længere råd til at tilbyde service af den kaliber. Men hvis vi alle sammen gav en hånd med i lokalsamfundet, ville vi ikke alene gøre hinanden gladere. Vi ville også styrke det lokale fællesskab. Det skal bare gøres på en måde, så voksne mennesker ikke arbejder for småpenge.
