MENU

Airbnb

Da alle fik deres eget bed & breakfast

Historien om Airbnb begyndte i San Francisco i 2007 (30). Den største teknologiske historie det år var, at Steve Jobs introducerede Apples første mobiltelefon: iPhone 1, der, da den kom på gaden i begyndelsen af året efter, revolutionerede mobilbranchen. Lige som Jobs før havde revolutioneret musikbranchen med iPod’en. Den største nyhedshistorie i medierne samme år var, at boligboblen var sprunget i USA, og alt hvad der havde med boliger at gøre – fra realkreditinstitutioner og husejere til køkkenmonteringsbutikker og timesharelejligheder – brasede sammen som forblæste korthuse, og sendte Verden ud i den største finansielle krise siden depressionen i 1930’erne.

Dér sad Brian Chesky og Joe Gebbia og havde ikke råd til at betale husleje. Så de var som så mange andre amerikanere nødt til at finde på en udvej. Ellers ville de blive kylet på gaden. I efteråret 2007 besluttede de to venner sig for at gøre deres lejlighed til et udlejningsrum komplet med tre billige luftmadrasser direkte på gulvet og forsikringen om, at de ville servere hjemmelavet morgenmad til deres gæster. De byggede en primitiv hjemmeside, hvor de annoncerede deres tre luftmadrasser og lækre morgenmad, og de fik deres første tre lejere, som hver betalte 80 dollars for overnatningerne.

En idé er tæt forbundet med et forunderligt træk ved den menneskelige hjerne: kreativiteten. Kreativitet er vores fascinerende evne til at forbinde vores viden og oplevede erfaringer i vores underbevidsthed, så der opstår løsninger på problemer. Det er kreativiteten, som har bragt menneskeheden videre, hvor den ellers skulle have givet op eller stillet sig tilfreds med status quo. Den store idé bliver oftest illustreret ved hjælp af en elektrisk pære, der pludselig lyser. Det er så at sige alle punkterne imellem vores nærværende problem, vores viden og vores erfaring, der forbindes til lysende energi og en tanke: Tre madrasser på gulvet, morgenmad plus internettet er en genial forretningsidé!

I foråret 2008 ringede Brian Chesky og Joe Gebbia til deres tidligere værelseskammerat Nathan Blecharczyk, som de vidste var en meget dygtig ingeniør. De spurgte ham, om han kunne tænke sig at smide alt, hvad han havde i hænderne og være med i virksomheden AirBed & Breakfast, der skulle give private husstande mulighed for at udleje deres hjem til hinanden. Den idé var han med på.

I sommeren 2008 afholdt demokraterne deres nationale partikongres i San Francisco, og vennerne vidste, at det altid giver mangel på hotelværelser. Her var deres store mulighed for at få folk til at dele deres sofaer og luftmadrasser med de tilrejsende demokrater. De fik en god idé til at promovere AirBed & Breakfast og købte alle de morgenmads-rispuffer, de kunne skrabe sammen for at lave to sjove morgenmadsprodukter, æskerne Obama O’s og Captain McCains. Politisk morgenmad.

For at skaffe penge til deres forretningsidé solgte de 500 æsker med morgenmad for 40 dollars stykket og stod omsider med 30.000 dollars til at løfte AirBed & Breakfast mod nye højder. Herefter skete der absolut ingenting. Det virkede ikke, som om Verden var moden til, at privatudlejning skulle være det nye sort. Lykkeligvis havde de så meget morgenmad til overs, at de ikke døde af sult.

Heldigvis for konceptet blev de inviteret til Y Combinator, hvor forretningsenglen Paul Graham satte investorer til at spise middag med folk med mulige gode investeringer. Middagstilbuddet var ikke alene et kærkomment alternativ til rispuffer til aftensmad. Det lykkedes også de tre venner at få overtalt en investor til at skyde endnu 20.000 dollars i luftmadrasforetagendet. Men det går bare ikke med en virksomhed, der hedder Luftmadrasser og Morgenmad. Derfor omdøbtes virksomheden til Airbnb, som er et meget mere originalt navn og dermed værd at lægge mærke til. Dér, hvor jeg kommer fra, kalder man det et brand. Flere investorer meldte sig på banen, og Airbnb rejste 600.000 dollars ekstra.

Nu kunne man dele sit hjem med turisterne gennem Airbnb, og for denne service tog virksomheden kun en lille, uanselig betaling. De pengetrængte amerikanere kunne i en krisetid se fidusen i at udleje deres hjem for at tjene til dagen og vejen. Turister, der ønsker en autentisk oplevelse af San Francisco og resten af Verden, var begejstrede over at kunne komme til at bo som de lokale sammen med de lokale langt fra hotellernes anonyme gader. Så gjorde det selvfølgelig heller ikke noget, at Airbnb er meget billigere end hotellerne.

Mens Rachel Botsman og Roo Rogers sad og skrev deres bog om deleøkonomi, hvor de blandt andet opfordrede deres læsere til at lægge mærke til en lille virksomhed ved navn Airbnb, flyttede Chesky rundt fra Airbnb-lejlighed til Airbnb-lejlighed. Han ville ved førstehåndsindtryk finde ud af, hvordan de 15 medarbejdere i virksomheden kunne gøre konceptet endnu bedre. Det gik hurtigt op for ham, at det var flotte billeder af lejlighederne, der skulle til. Turisterne vil gerne se lækre lejligheder, som de sammenligner med lækre billeder af hotelværelser. Chesky begyndte derfor at opsøge Airbnb-lejligheder sammen med en professionel fotograf og fik taget smukke billeder af udlejningshjemmene. Det resulterede straks i, at de fotograferede hjem blev udlejet tre gange hurtigere end de lejligheder, som ikke understøttedes af flot billedmateriale. Airbnb tilbød nu sine udlejere at få besøg af en fotograf, som kunne præsentere lejlighederne smukt og indbydende. Billederne var selvfølgelig ikke mere retvisende, end hotellernes billeder af deres værelser. Men nu stod de lige.

I dag, fem år senere, synes det som en helt naturlig ting at tage lækre billeder med vores smartphones og dele dem med alle og enhver. Men det var først halvandet år efter Cheskys opdagelse af det smukke fotografis styrke, at Kevin Systrom og Mike Krieger sendte Instagram i luften. De fik øjeblikkelig succes ved at forvandle ganske almindelige og halvdårlige hverdagsfotografer til de rene Cartier-Bressons. De udførte forvandlingen ved hjælp af hurtig uploadingshastighed og en række helt simple og smukke fotofiltre. Alle kunne nu tage smukke billeder. Reklamefotografiet begyndte at dø. I vinteren 2010 var Airbnb en succes, der tiltrak nye investorer og større investeringer, og snart efter havde virksomheden 800 procents vækst og udlejningshjem i 89 lande.

I sommeren 2011 fik Airbnb for alvor mulighed for at stress-teste den store idé om at lade private mennesker dele deres private hjem. Der skete nemlig det, der bare ikke måtte ske. En udlejer fik stjålet alle sine ting og smadret hele sit hjem af en lejer. Airbnb reagerede først helt uforstående og påstod, at det da ikke kunne være deres ansvar, når folk frivilligt udlejer deres hjem. Denne holdning gav alvorligt bagslag for brandet, og Airbnb måtte på banen igen og brødebetynget offentligt erklære, at de ville gøre hvad som helst for, at udlejeren kunne få et godt liv igen. Nærmest samtidig kunne en anden udlejer melde, at hendes hjem var blevet brugt til narkomanfest med meth-amfetamin piber efterladt overalt i huset. Airbnb undskyldte straks, og erstattede prompte skaderne, samtidig med at de stillede en 50.000 dollars garanti til udlejere mod forvoldte skader. Da virksomheden kort tid efter rundede en million brugere, øgede de sikkerhedsgarantien til en million dollars. Så kunne alle udlejere føle sig helt trygge ved at låne noget så sårbart som deres egne hjem ud til vildt fremmede.

Der er ingen tvivl om, at det at skulle låne noget personligt ud til et fremmed menneske er meget grænseoverskridende. Jeg kan også ud fra egen erfaring fortælle, at den første gang er den værste. Men til gengæld er glæden stor ved at finde sit hjem, som man forlod det. De færreste mennesker er tyve og vandaler. De fleste mennesker er gode mennesker. Af samme grund har jeg ingen kvaler ved at dele mit hjem igen. Tværtimod. Det er godt, at der er nogen, der passer på det og ser efter det. Hjem kan godt føles lidt sjælløse, hvis de har været ubeboet i bare et par uger. Men der skal kun nogle enkelte brodne kar til, at tilliden bliver brudt, og der står masser af konkurrenter, sensationslystne journalister og bloggere parate til at ødelægge nye, sårbare koncepter og dæmonisere dem.

Successen er dog uomtvistelig for Airbnb. Lige indtil en udlejer i New York i 2013 fik en bøde af bystyret på 2.500 dollars. Styret mente ikke, at det skal være lovligt at leje sin privatbolig ud. En katastrofe for deleøkonomien og Fælles Forbrug. Airbnb betalte og kæmpede kampen, men sagen åbnede en diskussion om deleøkonomi, som er værd at tage. Er deleøkonomi ikke både unfair konkurrence og skatteunddragelse? Er udlejningsdeling overhovedet deleøkonomi eller bare internettets mulighed for at skabe markeder, der ikke var marked for før? Uanset, hvad svaret er, skal Airbnb have æren for at bringe begrebet deleøkonomi på alles læber og i alle aviser, nyhedsindslag og blogs. Den kapitalistiske økonomi fik konkurrence. Æren tilfalder også investorerne, der så en forretning i Fælles Forbrug. Uden deres fælles succes, var Botsman og Rogers’ bog næppe blevet en bestseller. Begrebet deleøkonomi ville måske ikke engang have eksisteret.

Fysiske ting
Yepti
Leje og udlejning af ting
Veras Copenhagen
Byt dit gamle tøj til værdifulde point
3D Hubs
Få overblik og adgang til 3D printere
Studiotime
Lej og udleje af musikstudier
Erhverv
Sp8ces
Arbejd på restaurant
Sharedesk
Deling af kontorpladser
Catalant
40.000 freelancere til rådighed
Scienceexchange
Adgang til research-services
Penge
Kickstarter
Crowdfunding of din gode idé
Booomerang
Crowdfunding af projekter
Wefunder
Crowdfunding med et patriotisk hjerte
Kiva
Lån mikrobeløb ud til fattige mennesker
Artikler
30. september 2017
IKEA har købt TaskRabbit
TaskRabbit var de første til at sætte lokal arbejdsdeling i system
31. august 2017
Deleøkonomi er den nye skat
Deleøkonomien kan blive for det 21. århundrede, hvad skatten var for det 20. århundrede.
26. august 2017
Kan man leve af at dele med hinanden?
I den forgangne uge er jeg blevet kritiseret for ikke at forstå ægte deleøkonomi.
18. august 2017
Hvilket europæisk deleland er du?
Siden du er her, hører du til den halvdel af Europa, som nogensinde har hørt om begrebet deleøkonomi.
Deleportalen
Vi samler alt, så du ikke behøver lede andre steder